Vil du skrive et virksomhedsprojekt?

Mathias skrev sit speciale i samarbejde med en virksomhed. Samarbejdet gav ham gode forbindelser til arbejdsmarkedet og gjorde, at han havde lettere ved at få et job, da han blev færdiguddannet.
Del artikel:

Ønsker du at afprøve de teorier og metoder, som du lærer på universitetet i praksis? Vil du gerne opleve, hvordan din viden kan sættes i spil ude i samfundet?

Så kan du skrive et virksomhedsprojekt. Her samarbejder du med en virksomhed om at løse en konkret problemstilling, og samtidig får du testet de kompetencer af, som du har tilegnet dig i din studietid.

Ligesom et projektorienteret forløb, et studiejob eller frivilligt arbejde kan et virksomhedsprojekt give dig mulighed for at få indblik i en branche og en arbejdsplads. Du får mulighed for at afprøve nogle af de metoder og teorier, du har læst om på studiet på reelle problemstillinger på arbejdsmarkedet og tilegne dig nye kompetencer. Samtidig får du skabt et netværk og kontakt til arbejdsmarkedet. Det er alt sammen noget, som pynter på dit cv, når du skal søge job.

Virksomheden kan også få meget ud af samarbejdet. Som studerende kan du tilbyde nye teoretiske og metodiske input. Du kan se virksomheden/organisationen udefra med friske øjne og nye perspektiver, og du kan hjælpe dem med at løse specifikke opgaver.
For at begge parter får mest ud samarbejdet, er det vigtigt, at du er klædt godt på. Her får du derfor nogle gode råd til, hvordan du laver et samarbejde med en virksomhed.

1. Forbered dig godt

Et semester er kort, så gå i gang med det samme.

Sæt dig ind i de faglige krav til et projektorienteret forløb, som der er på din uddannelse, fx læringsmål, prøvekrav og regler.

Afklar med dig selv, hvad du gerne vil have ud af forløbet, både fagligt og personligt, og
hvad der er dine forventninger og din motivation.

2. Kontakt virksomheder/organisationer

Når du har gjort dig nogle tanker om, hvad du gerne vil have ud af samarbejdet, er det bare med at komme i gang med at kontakte virksomheder eller organisationer, du kunne tænke dig at samarbejde med.

Tal med virksomheden/organisationen om deres behov. Måske har de et problem, som du kan hjælpe med at løse, eller måske har du en god idé, som de synes om?

Du kan bruge dine undervisere, da de ofte kender nogle virksomheder, som du kan komme i kontakt med, eller du kan tjekke dit universitets projektportal, der samler virksomheder, der gerne vil samarbejde med studerende:

Hvis du søger uopfordret, er der sandsynlighed for afslag, så sats ikke alt på én virksomhed. Hvis du søger flere steder samtidig, øger du dine chancer for et godt virksomhedsmatch.

Har du ikke hørt fra dit drømmesamarbejde? Giv dem et ring og vis, at du er interesseret.

Du skal ikke holde dig tilbage. Tag chancen, det værste du kan få, er et nej.

3. Forventningsafstem

Når kontakten er skabt, er det en god idé at holde et møde, hvor du taler med din ”vært” om jeres forventninger, dine læringsmål, faglige krav til forløbet, opgaver og tidsramme. Jo mere konkrete I er, jo bedre er forudsætningerne for at indfri forventningerne og undgå misforståelser.

Det kan i denne forbindelse også være en god idé at udforme en skriftlig aftale eller kontrakt.

En aftale kan bl.a. indeholde:

  • Definition og konkretisering af opgaver
  • Konkretisering af, hvad værten vil have ud af forløbet.
  • Varigheden af forløbet. Hvornår starter og slutter det? Hvor mange timer skal du være beskæftiget med projektet? Det er en god idé at tænke i uger. Måske er der uger, hvor du har undervisningsfri og derfor kan være mere tilstede end andre uger.
  • Resultaternes fremlæggelse. Er det nok at virksomheden modtager din projektrapport, eller skal konklusionerne præsenteres på en anden måde?
  • Evaluering eller en snak med din vært om, hvad de fik ud af det. Måske kan du få noget konstruktiv feedback, som du kan bruge fremadrettet.

For mere information om virksomhedsprojekter

Kontakt dit universitet for mere viden om projektorienterede forløb og hjælp til planlægningen, eller se Danske Universiteter (2017): Projektorienterede forløb – brobygning mellem universitet og virksomhed, ISBN: 978-87-90470-01-2

}