Gå til sidens indhold

CV’et - dit udvidede visitkort

Hvert cv skræddersyr du til det job, du søger. Ny jobsøgning er lig med en ny ansøgning og et nyt cv.

1. Du skal ikke gå ind for genbrug

Standard-cv’er duer ikke. Ved fx på første side at fremhæve kompetencer og kvalifikationer målrettet jobbet viser du, at du ved, hvad virksomheden skal bruge – og at du har det.

Se eksempel på et godt brutto-cv

2. Tænk som en journalist

Skriv som en journalist. Brug den omvendte nyhedstrekant. Skriv det vigtigste først og det mindst vigtige sidst, så fanger du modtagerens interesse med det samme og minimerer risikoen for, at guldkorn bliver overset. Start derfor med at beskrive din erhvervserfaring og slut med det, der omhandler dit privatliv.

Se eksempel på et blandingscv

3. Du skal udelade – og alligevel ikke

Du skal foretage en grundig sortering af de oplysninger, du vil have med i cv’et. Det betyder ikke, at du skal udelade noget. Men et veltrimmet cv viser, at du klart og struktureret kan beskrive dine evner og erfaringer.

Se eksempel på et brutto cv

Se eksempel på et fyldigt cv

4. Dit minimums-cv

Som udgangspunkt skal du som minimum medtage følgende elementer med hver deres uddybning af dine relevante erfaringer:

  • Erhvervserfaring
  • Uddannelse
  • Kurser (hvis relevant)
  • Sprogkundskaber
  • It-kundskaber
  • Private oplysninger (fx alder, bopæl og civilstand).

Nævn både dine sproglige kvalifikationer og dine it-kompetencer. Det er ikke en selvfølge at være god til engelsk eller kunne bruge hele Office-pakken. Er du fx ekstra god til Excel eller andre programmer, så skriv det. Det kan være, at arbejdsgiveren har brug for netop det.

Der kan i jobopslaget stå, at du skal vedlægge anbefalinger, eksamens- eller kursusbeviser. Mange glemmer i farten at putte dem i kuverten eller som vedhæftede filer. Tjek jobopslaget grundigt og vedlæg dine papirer/bilag efter cv’et.

Se eksempel på et traditionelt cv

5. Vær kreativ med layoutet

Det meningsbærende skal have størst synlighed. Leg med overskrifter, fed tekst, understregninger og punktopstillinger. Anvend en typografi, der matcher jobbet. Indsæt eventuelt dit foto, men tænk over, hvilke signaler det sender. Og det skal ligne dig, som du ser ud i dag. Dit navn og dine kontaktoplysninger skal stå på alle cv’ets sider (som i din ansøgning).

6. Du har pladsen – og alligevel ikke

Cv’et må godt være langt, men skal opvejes i forhold til overskuelighed. Går du for langt ned i detaljer med, hvad du har haft af konkrete arbejdsopgaver i tidligere job, ryger overskueligheden for læseren. Har du lavet mange relevante ting i forhold til det job, du søger, skal de selvfølgelig med og stå som det første i cv’et. Der er ingen maksimum- eller minimumsstandard for, hvor langt eller kort dit cv må være, men to til tre sider er det almindelige.

7. Vær ikke din egen korrekturlæser

Tjek en ekstra gang, at alle fakta og data er korrekte og opdaterede. Få én til at læse grundig korrektur. Fejl og mangler må ikke skygge for det vigtigste: din faglighed og dine erfaringer.

8. Vær ikke for beskeden

Du må naturligvis ikke lyve i dit cv. Omvendt skal du præsentere sandheden på den for dig mest optimale måde. Du skal fremhæve alt det, der har positiv relevans. Du skal ikke være urimeligt beskeden eller genert. Det er mange, når de skal beskrive sig selv.

Lav et relevanstjek: Har du kun det med, der er relevant for det pågældende job? Er du i tvivl, så lad andre tjekke det.

9. Din mave er ingen hindring

Du har ikke i dit cv pligt til at fortælle, at du er gravid. Får du jobbet, har du pligt til at informere din arbejdsgiver om din graviditet senest tre måneder før termin. Du har heller ikke pligt til at oplyse om sygdomme og handicap, med mindre det har indflydelse på den måde, du vil kunne udføre det pågældende job på. Derfor kan det i nogle situationer godt være fornuftigt at nævne det. Er du i tvivl om, hvad du kan eller skal nævne, så søg rådgivning i DM eller Magistrenes A-kasse.

Kilde: Chefkonsulent i DM, Annette Schmidt Højby

Download alle cv-eksemplerne

CV og ansøgningstjek

Som medlem af DM kan du få en karrierekonsulent til at give både cv og ansøgning et eftersyn og give dig gode råd til opsætning og indhold.

Læs mere