Fra studie til arbejdsmarked

© Dennis Morton

Del artikel:

Når du stopper på universitetet og skal ud på arbejdsmarkedet, er der en række ting, som bliver anderledes. Her finder du råd til hvordan du bedst forbereder dig på det skifte og på jobsøgningen.

Indtil nu er du blevet vurderet på din faglighed. Men fremover bliver du både vurderet på dine faglige og personlige kompetencer - din markedsværdi. Derfor skal du ikke kun tænke på din uddannelsestitel, men på dine samlede kompetencer.

Kom i gang

Du skal være bevidst om, at jobsøgning er en proces, og at du ikke kan få alt til at ske på én gang. Det er vigtigt både at bruge tid på at researche, og på at skrive målrettede CV’er og ansøgninger.

Research

Det er en god idé, at du bruger tid på research: Hvilke jobs er der derude? Hvad har tidligere studerende med samme faglige baggrund fået af job? Og hvilke kompetencer har de? Tjek interessante LinkedIn-profiler ud, som laver noget af det, du selv ønsker at arbejde med. Research på stillingsopslag. Det kan både være eksisterende og tidligere opslag i Jobindex' arkiv. Lad dig ikke skræmme af titler, men kig på indholdet. Kan jeg se mig selv bringe værdi ind i et sådant job? Og hvordan?

Kompetenceafklaring

Det er essentielt i den her proces at finde ud af hvad du kan – at afklare dine kompetencer. Hvad er det for kompetencer, du har? Du skal have fat i både dine faglige og personlige kompetencer og du skal trække på dine erfaringer ikke kun fra din uddannelse, men også fra frivilligt arbejde, projektarbejde, studiejob osv. Det kan du finde inspiration til her.

Ansøgningsmaterialet: CV, ansøgning og LinkedIn

  • Målret dit CV
  • Lær at skrive ansøgninger
  • Få styr på din LinkedIn-profil

Hvordan søger du job?

Du kan både søge opslåede stillinger, og du kan booke uformelle kaffemøder med profiler, du finder på LinkedIn. Det kan være en potentiel arbejdsgiver, eller en der har et job, du selv gerne vil have. Bed om råd, fordi du gerne vil arbejde med det samme – bed ikke om et job. Folk vil som regel gerne hjælpe.
Prioriter, planlæg og strukturer din jobsøgning. Vælg nogle ting ud, som du starter med at få styr på. Hav en almindelig arbejdsdag. Der skal være tid til dit private liv med venner og familie.

Du kan få adgang til sparring på din jobsøgning, tilbud om karrieresamtaler, brobygningsarrangementer, online kurser og meget andet gennem DM og MA. Du skal se det som en styrke at være udfarende, opsøgende og bed om hjælp. Det er positivt, at du opsøger sparring – især fordi du bliver endnu bedre rustet til at lande et job.

Pas på dig selv under jobsøgningen

Du har lige sluppet et struktureret forløb - dit speciale. Brug din erfaring fra dit specialeforløb til at researche og strukturere i din jobsøgning.
Det er ikke unormalt at opleve stress i forbindelse med ledighed, nogle allerede efter ganske kort tids ledighed. Det er helt almindeligt at opleve perioder, hvor du er frustreret, trist eller opgivende. Hos DM og MA står vi klar som sparringspartner, når du søger job på fuld tid.

Gode råd til din nye hverdag

Du er jobsøgende med krav fra beskæftigelsessystemet, du skal håndtere præstationspres, du skal kommunikere i en ny disciplin (ansøgningen) til en ny målgruppe (arbejdsgiver), og du skal forholde dig til at håndtere afslag. Det største usikkerhedsmoment for de fleste jobsøgende er uvisheden om, at man ikke ved, hvornår man kommer i arbejde.

Det der hjælper de fleste, der sidder alene med jobsøgningen, er at tilrettelægge en så struktureret hverdag som muligt. Det kan du fx gøre ved at:

  • Etablere en hverdag med jobsøgningen i tidsrummet fra kl. 9 – 16
  • Planlægge dine dage med faste tidspunkter til jobresearch, virksomhedsresearch, skrive på ansøgningen, opsøgende netværks- og virksomhedsaktiviteter, kaffemøder med netværk, kurser og workshops i DM og og MA.
  • Gå ture, dyrk motion, og hold så vidt muligt dine aftener og weekender fri til andet end jobsøgning

MA's medlemsnetværk

Et netværk med andre kan give dig ny inspiration og energi i din jobsøgning.

Workshops

DM og MA holder workshops, hvor du kan få en forståelse for, hvordan stress og selvværd gensidigt påvirker hinanden. Du bliver præsenteret for en række kognitive principper og teknikker, som du kan bruge til at blive mere bevidst om dine tanker, følelser og adfærdsmønstre.

Du får redskaber til at styrke og beskytte din evne til at fokusere og prioritere din tid og dine opgaver, din beslutnings- og handlekraft, dit energiniveau og dit humør, din effektivitet og evne til at skabe resultater.

Få en mentor

Hos DM kan du som nyuddannet få en mentor, som du kan sparre med for at finde din vej ind på arbejdsmarkedet.

}