Fald godt til i første job

Skab gode relationer til dine kollegaer. Digital Product Manager Tobias Bojesen oplevede som nyuddannet værdien af sociale fællesskaber på arbejdspladsen.
Del artikel:

Som nyuddannet er det helt normalt at være usikker på, hvordan du skal håndtere den nye hverdag på jobbet.

Når du træder ud på arbejdsmarkedet, er det andre spilleregler, som gælder, end der var i studietiden. Du skal opbygge en fornuftig relation til din leder, du skal indgå i en afdeling og et team, hvor samarbejdet bliver drevet af strategiske målsætninger, løbende deadlines og resultater. Kort sagt skal man indgå i et fællesskab med spilleregler, man skal lure af, men som ens nye kollegaer har haft længe til at forstå.

Derfor giver vi dig her råd til, hvordan du kommer godt i gang på dit nye arbejde.

Ingen ved alt fra dag ét

I de første måneder i et nyt job kan du nemt få fornemmelsen af, at du er inde i en meget stejl læringskurve.

Som ny på arbejdsmarkedet kan man godt være usikker på, om man har kompetencerne til at løse det, som bliver krævet af én. Husk, at din arbejdsgiver har valgt dig blandt mange andre dygtige kandidater, fordi vedkommende har set en værdi i dig. Tro derfor på dig selv. Din chef og dine kolleger ved godt, at du er ny på arbejdsmarkedet og i virksomheden. Selv folk med meget erfaring skal lige sondere arbejdspladsen, når de starter et nyt sted, ligesom de også laver fejl. Så stil spørgsmål, når du kommer i tvivl, og laver du en fejl, så overvej hvad du kan lære af fejlen til en anden gang. Husk, at du er i en læringsproces, og ingen forventer, at du kan det samme som en kollega, der har været ansat i flere år.

Du er i begyndelsen af din karriere, og du vil selvfølgelig gerne gøre det så godt som muligt. Både for at beholde jobbet og for at indfri dine egne ambitioner. Men selv om det kan være fristende at sige ja til alle opgaver - og mere til - skal du stramme tøjlerne til din overansvarlighed. Det kan blive et problem for dig på længere sigt, hvis du ikke fra starten finder en god balance. Her er et par gode råd, som kan hjælpe dig med at bevare overblikket.

Forventningsafstem med din chef og dine kolleger

På en arbejdsplads skal opgaverne ofte løses hurtigt, og det er ikke altid muligt at løse opgaverne til perfektion. Ifølge erhvervscoach Marie Hyltén-Cavallius, som til daglig hjælper mennesker med at finde balance og trivsel i deres arbejdsliv, er det vigtigt, at du som ny på arbejdsmarkedet sætter nogle klare rammer for dit arbejdsliv. På denne måde får du et klart indtryk af hvilke krav og forventninger, der er til din opgaveløsning og dit samarbejde med andre. Her er tre spørgsmål, som du ifølge Marie Hyltén-Cavallius kan stille dig selv for at styrke din trivsel på arbejdspladsen:

1. Hvilke forventninger har du til dig selv?
Forhold dig til, om dine forventninger er realistiske. Harmonerer de med, hvad der er et godt arbejdsliv for dig? Brug dit første job til at prøve ting af og find ud af, hvad der fungerer godt for dig.

2. Hvad er dine forventninger til andre?
Lær din leder og dine kolleger at kende og find ud af, hvad du har brug for fra dem for, at du kan løse dine opgaver optimalt.

3. Hvad er dine forventninger i samarbejdsrelationer?
Aftal med din chef, at I for eksempel har et månedligt møde af en halv times varighed. Her kan I gennemgå mulige løsninger på de udfordringer og spørgsmål, som du har, og herunder prioritere og forventningsafstemme mængden af dine arbejdsopgaver. Husk at være konstruktiv og konkret på mødet, og hav gerne selv løsningsforslag og handleplaner med. På denne måde når I frem til en fælles forståelse af, hvad I har af forventninger og ønsker til hinanden. Nogle af de ting du kan bede din arbejdsgiver om er:

Introduktion til arbejdet, arbejdsopgaverne og arbejdspladsen
Det kan både være stort og småt: Hvordan udarbejder jeg en projektbeskrivelse? Hvordan prioriterer jeg en arbejdsopgave? Sørger jeg selv for kopiering? Hvor ligger kantinen?

Mentor/supervision/faglig coaching
Hvem kan jeg spørge, hvis jeg er i tvivl om, hvordan en opgave skal løses? Hvornår er jeg selv ansvarlig, og hvornår skal noget godkendes af en anden? Hvornår i en proces kan jeg forvente sparring på en opgave?

Klare mål og afgrænsede opgaver
Hvad forventer du, og hvad forventer arbejdsgiveren? Hvem har det endelige ansvar for de forskellige opgaver?

Opfølgning
Hvordan er den første tid gået? Tal med både kolleger og leder. Er der noget, som du ikke har været opmærksom på, eller som de ikke har været opmærksomme på? Hvad kan gøres bedre fra begges sider? Har vejledningen været god nok?

Fasthold din faglighed

Som nyuddannet kan en af de store udfordringer være, at du på arbejdsmarkedet skal bruge din faglighed på en helt ny måde. På studiet har du typisk haft mulighed for at dyrke netop dét, du synes er spændende, og du har haft mulighed for at fordybe dig i stoffet. På arbejdspladsen er din dag fyldt med møder, e-mails og koordinering, der tager tid fra det egentlige faglige arbejde. Din udfordring består i at spotte, hvordan din faglighed passer ind i jobbet, og hvordan du bedst kan sætte den i spil. Husk, at MUS-samtalen kan være et godt udgangspunkt for en konstruktiv samtale om udvikling af din faglighed.

Læs mere om hvordan du får mest muligt ud af din MUS

Savner du den faglige dialog fra studietiden, og er det ikke en mulighed at få det på arbejdet, så overvej om du skal være aktiv i et netværk, hvor du kan dyrke fagligheden.

Læs mere om DM's medlemsnetværk

Invester i dine kollegaer

Dine kolleger bliver en stor del af din hverdag, når du kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er forskelligt, hvor meget personligt man vælger at dele med sine kollegaer, og hvor engageret man er i fællesaktiviteter. Men et godt kollegaskab har stor betydning for din trivsel på jobbet. Brug tid på at lære de andre at kende, gå åbent og nysgerrigt til de andres fagligheder, og vær i samarbejdet bevidst om, at arbejde bliver allerbedst, når man har mulighed for at anerkende hinandens styrker og svagheder. Husk at anerkende dine kollegaers metoder, faglighed og erfaring selv om du mener, det kan gøres bedre. Brug dine kolleger, og husk at sige tak og stil dig til rådighed, når de får brug for dig.

Og vær venlig over for receptionisten, kontorbetjenten og sekretæren. Både fordi de er dine kolleger, og fordi de bidrager til det organisatoriske billede, der bliver skabt af dig. Det vil sige, det ry du får i organisationen, og som kan være afgørende for din karriere.

Sæt grænser for det grænseløse arbejdsliv

Som nyuddannet er det naturligt, at du gerne vil gøre det godt på dit nye arbejde. Men husk, at din krop og hjerne også har brug for, at du holder fri og får dyrket motion og dine interesser uden for arbejdet.

Hold rigtigt fri

Et indholdsrigt job med mange udfordringer kan i mange tilfælde få privatlivet til at blegne. Især hvis kravene er høje, og presset er stort. De rige muligheder for hjemmearbejde betyder, at du kan være på 24 timer i døgnet. Den fleksibilitet kan omvendt være praktisk og fungere som en fornuftig stødpude, hvis du har små børn eller på anden vis et krævende fritidsliv. Men vær bevidst om din egen fleksibilitet og forvalt den med omtanke, så arbejdet ikke kommer til at fylde det hele.

Det kan være overvældende tanker, når du som nyuddannet står på spring til at gøre karriere. Ikke desto mindre er det essentielt at have et harmonisk arbejds- og privatliv for at få en god, lang karriere. Vær derfor opmærksom på, at de lange arbejdsdage, som i starten er tegn på arbejdsglæde og videbegærlighed, ikke overtager styringen senere hen. Det er dig, der bestemmer over din karriere – og dit liv.

Når du har fri, så husk at hold fri. Lad være med at tjekke din mail og arbejdstelefon medmindre, du har en aftale med din chef om at stå til rådighed udenfor arbejdstid.

Vær dit ansvar bevidst

Ledelsen har et særligt ansvar for at lede og fordele arbejdet. Arbejdsgiveren har derfor et særligt ansvar for din sundhed og dit helbred i det omfang, at det har relation til dit arbejde. Uddelegering af ansvar til den enkelte medarbejder kan fremstå demokratisk, men det kan givetvis også få dig til at tro, at du bærer ansvaret alene, når byrderne bliver tunge. Det er ledelsen, der har det lovpligtige ansvar for, at du kan udføre dit arbejde uden at blive syg.

Men du har også selv et ansvar – alle ansatte har et ansvar; et ansvar for at sige nej og bede om hjælp. Det er okay at sige nej til mere arbejde, hvis du ikke kan nå det. Har du for mange opgaver, så bed din chef om at hjælpe dig med at prioritere i, hvad der er vigtigst, og hvad der kan vente eller måske overdrages til en anden.

Find ud af, hvilket ansvar og hvilke opgaver du har, og hvad dine kollegaer og ledelse har. Forholdet mellem ressourcer og krav skal helst stemme nogenlunde overens. Både under- og overstimulering kan give stress.

Hvad er ikke acceptabelt?

Et godt arbejdsmiljø giver gode medarbejdere. Presser arbejdsgiveren dig for meget, er gevinsten kortvarig, da du tømmes for energi. Det er ikke acceptabelt:

  • at sidde på arbejde til kl. 20 hver aften
  • at tænke på arbejde hele tiden
  • ikke at kunne sove om natten
  • at være totalt udmattet
  • at undgå familie og venner fordi man ikke orker at være selskabelig

Hold øje med værdier og vaner

Selvom de fleste organisationer har udarbejdet et værdigrundlag, er de reelle værdier og vaner ofte meget svære at få konkretiseret. De er nemlig båret af en uudtalt viden og kommer fx til udtryk i vendinger som ”sådan plejer vi at gøre”, eller ”det har vi prøvet uden held”. Udnyt at du er ny og brug dine kollegaer til at afkode arbejdspladsens værdier og vaner, og spørg dem om det, du ikke forstår. Hvis du på længere sigt ikke kan identificere dig med værdierne og kulturen, kan det være et tegn på, at du må gøre op med dig selv, om du er endt på den rigtige arbejdsplads.

Find ud af, hvem du kan få hjælp fra og til hvad

Nogle gange kan det være rart at drøfte en problemstilling med nogen, som ikke er ens chef eller ens kollega.

Her er en liste over nogle af de ressourcepersoner, som kan være relevante for dig at have kendskab til:

De tillidsvalgte
På de fleste arbejdspladser findes der både en arbejdsmiljørepræsentant og en tillidsrepræsentant. Arbejdsmiljørepræsentanten er valgt til at varetage både det fysiske og nogle steder også det psykiske arbejdsmiljø. Det vil sige, at hvis du har dårligt indeklima eller sidder på en dårlig stol, så kan du tage fat i arbejdsmiljørepræsentanten. Din tillidsrepræsentant er en kollega, som du og dine kolleger har valgt som jeres repræsentant overfor ledelsen. Du kan bruge din tillidsrepræsentant, hvis du har problemer med din chef eller din kollega, som du ikke selv kan løse, eller hvis du har brug for en at sparre med omkring dine arbejdsforhold.

Fagforeningen
Vi agerer som din advokat på arbejdsmarkedet. Vi hjælper dig med spørgsmål i forhold til dine rettigheder og din ansættelse fx i forhold til din kontrakt, barsel, ferie og løn. Har du problemer med din arbejdsgiver, eller mistrives du på arbejdsmarkedet, er du altid velkommen til at tage fat i os. Derudover giver vi dig også sparring på din karriere og tilbyder dig et fagligt fællesskab.

Læs mere om, hvad du kan bruge din fagforening til.

Få en mentor
En mentor kan du fx bruge til at få sparring omkring det at være ny på arbejdsmarkedet fra en, som har længere tid på arbejdsmarkedet. Det kan handle om, hvordan du balancerer arbejdsliv og fritid, hvordan du bedst forventningsafstemmer med din chef, eller hvordan du navigerer i forhold til for eksempel politikere. En mentor kan både være en fra din egen arbejdsplads, men det kan også være en, som du får gennem DM, som du kan have en fortrolig dialog med.

Læs mere om DM's mentorprogram.

}