Gå til sidens indhold

Kend branchen, du søger job i

For at stå stærkt i din jobsøgning, har du brug for at skabe dig en samlet forretningsforståelse for den branche, virksomhedstype og arbejdsplads, du søger ind i. Her kan du finde gode råd til, hvordan du undersøger branchen, du søger job i.

Hvad påvirker og regulerer den branchen? Hvad er det fx for aktører, som påvirker branchens virksomheder? Hvilke ting og regler har indflydelse på produktionen, produktet og markedsbetingelserne?

Branchens begreber, regler og interessenter

Vil du fx undersøge, hvad der regulerer og definerer medicinalbranchen, må du skabe dig et overblik over, hvad fx lægemiddelstyrelsen, patententer og Drug Regulatory Affairs dækker over, og hvordan myndighederne, lovgivningen og andre regler påvirker branchen.

Branchens aktører og stakeholders

Vil du undersøge aktørerne i museumsbranchen, må du sætte dig ind i, at de spænder fra universiteter i nationale og internationale forskningssamarbejder, kommuner i samarbejder om fx undervisningsforløb i grundskolen eller byplanlægning, til monitorering af fonde med henblik på mulig projektfinansiering.

Branchens produkter

Skal du have produktforståelse i forlagsbranchen, må du fx få styr på produkttyper, fag- og skønlitteratur, samt indholdsmæssige underinddelinger. Du må også sætte dig ind i produktudviklingen, lyd- og e-bøger og skelne mellem kerneproduktet og afledte produkter, som fx podcasts eller litterære saloner.

Branchens kunder og andre aftagere

Vil du forstå en branche, må du også forholde dig aftagerne af produktet. Det kan være i B2C (business to customer) slutbrugere eller borgere, i forlagsbranchen er det læserne, eller B2B (business to business), brugere eller mellemled, i forlagsbranchen kan det fx være forhandlere eller uddannelsesinstitutioner.

Inspirationsspørgsmål til research på brancher

  • Hvordan er den reguleret?
  • Hvilke myndigheder påvirker den?
  • Hvilke aktører / stakeholders er en del af landskabet?
  • Er de lokale / nationale/ internationale?
  • Er branchen i frem- / tilbagegang?
  • Er der tendenser eller teknologier, som definerer branchen fremover?
  • Er der mange / få ansatte?
  • Hvilke fagligheder har de?
  • Hvad er produktet?
  • Hvordan ser produktudviklingen ud?
  • Hvem er aftagerne?

Kend virksomhedstypen, du søger job i

For at stå stærkt i din jobsøgning, har du brug for en samlet forretningsforståelse. Det kræver kendskab til branchen, virksomhedstypen og den konkrete arbejdsplads.

Læs hvordan du undersøger organisationstypen eller virksomhedstypen, du søger job i.

Læs mere