© Lasse Martinussen

Del artikel:

Du skal tydeliggøre matchet mellem dine kompetencer og de arbejdsopgaver, du skal løse. Oversæt det for arbejdsgiver. Vær ikke bange for at beskrive det åbenlyse, og gør det derved let for modtageren at forstå, hvorfor du er den rette til jobbet.

Her finder du 10 råd du kan bruge, når du skal skrive en ansøgning. Det vigtigste ved en god ansøgning er, at du skriver dig ind i stillingen. Arbejdsgiveren skal tydeligt kunne se, at du har sat dig ind i, hvem de er, og hvordan du kan bidrage til at løse lige præcis deres opgave.

Du kan også downloade vores ansøgningsguide (Word), som trin for trin tager dig igennem opbygningen af en ansøgning. Her er også eksempler du kan finde inspiration fra.

Åben feedback hos MA

Hos MA kan du komme til åben feedback og få hjælp til dit cv og ansøgning i København, Aarhus, Aalborg og Odense.

1. Start med research

Før du kan skrive ansøgningen, skal du vide, hvad det er for en virksomhed, du søger ind i og hvilke forudsætninger, de er styret af. Her gælder det altså om at vise arbejdsgiver, at du har en grundlæggende forretningsforståelse. Så kan du målrette din ansøgning og vise arbejdsgiveren, at du ved, hvad det er for en arbejdsplads, du søger hos. Brug google, virksomhedens hjemmeside og LinkedIn-profil til din research. Læs mere om, hvad forretningsforståelse er, og hvordan du får det.


2. Ring og spørg til stillingen, hvis du har spørgsmål

Et stillingsopslag lister ofte flere opgaver, som skal løftes, men ikke hvilke der er de vigtigste. Derfor er det en god idé at ringe og spørge ind til stillingen, hvis du har brug for afklaring. Hvad er den primære arbejdsopgave, og hvordan vurderes det, om du har løst opgaven succesfuldt?


3. Det handler om dit bidrag

Vis organisationen, at du har sat dig ind i, hvad de laver og har gjort dig tanker om, hvordan du vil løse deres opgaver. Vær tydelig omkring hvad du kan bidrage med. Ansøgningen skal ikke handle om alle de gode ting, stillingen kan gøre for din karriere, eller at det er noget, som du altid har drømt om – den skal handle om dit bidrag i stillingen.


4. Træd i karakter

Få det personlige (ikke private) sprog ind, som viser, hvem du er. Det akademiske sprog med kilometer lange sætninger kan godt blive lidt tørt og siger ikke rigtig noget om, hvem du er som person. Ansøgningen og CV’et er det førstehåndsindtryk, som du giver arbejdsgiver, så sørg for, at du vækker deres nysgerrighed.


5. Skriv målrettet og vis arbejdsgiver, at du kan løse de vigtigste opgaver

Arbejdsgiver kan let gennemskue, om din ansøgning er sendt ud i masseproduktion. Sørg for, at der er sammenhæng mellem stillingsopslaget, CV’et og ansøgningen, så det er tydeligt, at ansøgningen svarer på stillingsopslaget.
Tag udgangspunkt i stillingsopslaget. Hvad er de tre vigtigste opgaver, du skal løse? I din ansøgning skal det fremgå tydeligt, at du kan løse dem.
I din ansøgning skal du fokusere på fremtiden. Forestil dig, hvordan du vil løse de tre vigtigste arbejdsopgaver fra stillingsopslaget. Ved at skrive ”jeg vil kunne” eller ”jeg kan bidrage med” fremfor ”jeg gjorde”, vil du kunne skrive dig ind i opgaverne, så arbejdsgiver let kan se, hvordan du vil løse dem. Hvis du inddrager din tidligere erfaring i din ansøgning, skal det være kort, præcist og i direkte forlængelse af det du skriver du kan bidrage med. Få inspiration til, hvordan du stiller skarpt på dine kompetencer.


6. Husk – kun én side

En ansøgning må max være én side lang. Er din ansøgning længere end det, skal du begrænse dig.
Saml stillingsopslagets oplistede opgaver i tre hovedpunkter og vær opmærksom på at komme ind på alle tre. På den måde behøver du ikke gå i detaljen med hvert enkelt punkt, men kan skrive kort og præcist. Bemærk hvilke opgaver, der er højst prioriteret.
En klassisk fejl er, at ansøgningen bliver bagudrettet i stedet for fremadrettet. Overvej om beskrivelsen af din tidligere erfaring taler direkte ind i hvad du kan tilbyde, eller om den hører til i dit CV. Det giver mere plads i din ansøgning.
Du kan også tjekke Ballisagers årlige rekrutteringsanalyse ud, hvor de hvert år spørger arbejdsgiverne, hvad de lægger vægt på i fx CV og ansøgninger.


7. Få styr på det praktiske

Sørg for at få læst korrektur, så stave- eller grammatikfejl ikke tager fokus fra alt det, du har at byde på. Sæt også dine kontaktoplysninger (navn, e-mail, telefon) i sidehovedet på både ansøgning og CV.


8. Hvad med anbefalinger?

Tjek eventuelt om arbejdsgiver er interesseret i anbefalinger, inden du sender dem med. På LinkedIn kan du få andre til at anbefale dig, og da de fleste arbejdsgivere tjekker din LinkedIn, kan du med fordel få dem ind her. Recruitere og arbejdsgivere vil ofte også være opmærksom på hvem du har som forbindelser på LinkedIn, så her kan du med fordel sørge for at været forbundet med dine referencer også. Hvis du ikke allerede ved hvem dine referencer skal være, kan du i dit CV skrive, at referencer kan skaffes efter aftale. Herved kan du være med til at styre, hvem af dine referencer, som bliver kontaktet og hvornår.

9. Prøv noget nyt

Hvis du ikke oplever at blive kaldt til samtale på dine ansøgninger, så prøv noget nyt. Det kan fx altid være en god idé at se på, om du kan du gøre dit indhold mere målrettet. Du kan også med fordel ringe til de steder, hvor du ikke får svar, og spørg ind til, hvad du kan gøre en anden gang for at komme i betragtning til en lignende stilling.

Book cv- og ansøgningstjek hos DM

Som medlem af DM kan du få feedback på ansøgning, cv og din LinkedIn-profil, når du søger job. Book et cv- og ansøgningstjek online og få 15 minutters personlig feedback.

}