Gå til sidens indhold

Pas på, Facebook kan koste dig drømmejobbet

Du kan være helt sikker på, at din kommende arbejdsgiver har tjekket alle dine sociale profiler, inden du er kommet til den første samtale. Så pas på din Facebook-profil – den kan koste dig drømmejobbet.

Mon ikke alle studerende allerede har en social profil på enten Facebook, Instagram eller Twitter? Og mon ikke rigtigt mange også bruger Snapchat? Så de fleste har allerede sociale profiler på mange forskellige platforme.

Men pas på, for de forkerte oplysninger på Facebook eller Instagram, kan give det forkerte billede af dig som jobsøger – og i sidste ende koste dig drømmejobbet.

”Allerede efter første år på studiet, bør de studerende også få en LinkedIn-profil. På det tidspunkt har man opnået de første akademiske erfaringer og er måske ved at søge et relevant studiejob,” fortæller Karen Plenge Johansen, konsulent i DM.

”Du kan bygge din egen profil op af de forskellige elementer på LinkedIn, brug fx Update-funktionen for at vise, hvad du kan og dermed udbygge dit netværk.”

Karen Plenge Johansen ser en klar skillelinje mellem de professionelle sociale netværk, som fx LinkedIn, og de langt mere private netværk, fx Facebook eller Instagram.

”Arbejdsgivere tjekker ikke kun LinkedIn, men i ligeså høj grad dine andre sociale profiler. Hvis man søger et job som jurist, kan det ikke nytte noget, at man fremstår som en festabe på fx Facebook”.

Instagram og Facebook er to sider af samme sag. Her skal man være ekstra opmærksom på sine private indstillinger. Det er jo i orden, at man viser, hvordan man fester eller har det sjovt, men man skal tænke over, om alle skal kunne se det samme.

“Jeg anbefaler altid, at man har styr på sine privatindstillinger, så det private forbliver privat.”

LinkedIn er det sociale medie, hvor man er professionel, udbygger sin karriere og søger job. Det er her, man fortæller om sig selv og sine kompetencer.

”Du skal tænke på det som et elevator-pitch, hvor du skal sælge dig selv så godt og så hurtigt som muligt. Man må gerne bruge aktuelle buzz words – dog uden at det bliver forfladiget.

Hvis du tilmed opdaterer din LinkedIn-profil regelmæssigt, kan det give dig noget hele livet.”

Men bare fordi du har en god LinkedIn-profil og har gennemtænkt din sociale mediestrategi, så skal du ikke forvente, at succesen kommer af sig selv.

”Du skal have tålmodighed, for du vil nok opleve en masse lukkede døre. Strategien er at følge op, følge op og følge op.”

Og så har Karen Plenge et sidste godt tip til alle, der vil arbejde med sit netværk og sine sociale profiler:

”Det er helt vildt vigtigt at opføre sig ordentligt. I et netværk vender det begge veje, så husk at anerkende det, de andre har lavet. Og husk endelig at sige tak, hvis du har fået hjælp.”

Karens bedste råd

  • Dit billede skal vise dig, som du er på job (ikke til fest)
  • Rediger din profil, når det er relevant (men glem det ikke)
  • Notificer dit netværk, når der sker noget nyt for dig (men kun noget vigtigt, så du ikke spammer)
  • Sig altid tak, når du har fået hjælp (det betaler sig på lang sigt)
  • Indstil dine privatindstillinger på fx Facebook (ikke alle bliver glade for at se dig i speedos)

Din LinkedIn profil er dit digitale CV

MA afholder workshoppen 'Kom godt i gang med LinkedIn'.
Her får du en introduktion til, hvordan du bedst arbejder med LinkedIn i din jobsøgning.

Læs mere og tilmeld dig