Gå til sidens indhold

Kan du tåle at blive googlet?

Du kan godt regne med, at din kommende arbejdsgiver har tjekket alle dine sociale profiler, inden du er kommet til den første samtale. Du skal derfor sørge for, at du kan tåle at blive googlet.

Billede af Robin Worrall

Start med at google dig selv og vær klar til at give din online tilstedeværelse et servicetjek. Ryd op i resultaterne, det kan være, du skal have fjernet dine venners tags fra ferie- og festbilleder. Vi anbefaler, at du slår dine privatindstillinger til på Facebook, så en kommende arbejdsgiver eller kollega ikke starter med at forholde sig til, hvad din ’sjove’ onkel har skrevet om dig.

Se kritisk på dine øvrige profiler, fx Instagram. Skal de være helt private, eller skal du have forskellige niveauer af indstillinger afhængigt af, hvad du deler?

Dermed ikke være sagt, at du skal tage drastiske skridt og lukke alle dine profiler, fordi du tænker, at det er bedst at gå under radaren. Du skal overveje, om det indhold, du gør offentligt tilgængeligt, er med til at understøtte dit professionelle jeg. Hvis du er i tvivl, så spørg dig selv, om det var noget, du ville snakke om henover frokostbordet med dine kommende kollegaer eller spørg famille og venner til råds.

Er du musikglad (og har måske lige frem skrevet det i dit cv), så giver et billede af åbningskoncerten på Northside god mening. Men sørg for, at det kun er dine venner, som kan se dig spille beer-pong på Roskilde Festivalen.

Ny mailadresse?

Når du er i gang med at give din digitale profil et eftersyn, så overvej om du trænger til en ny mailadresse? En som har en lidt mere professionel fremtoning end ”hulk007” eller ”lillebjørn”.

Gør noget ud af LinkedIn

Allerede efter første år på studiet bør du som studerende få en LinkedIn-profil. På det tidspunkt har du opnået de første akademiske erfaringer og er måske ved at søge et relevant studiejob. Du kan bygge din egen profil op af de forskellige elementer på LinkedIn, brug fx Update-funktionen for at vise, hvad du kan og dermed udbygge dit netværk.

LinkedIn er det sociale medie, hvor man er professionel, udbygger sin karriere og søger job. Det er her, man fortæller om sig selv og sine kompetencer.

Du skal tænke på det som en kort professionel introduktion, hvor du skal sælge dig selv så godt og så hurtigt som muligt. Find nogle ’rollemodeller’, det kan fx være andre studerende fra din uddannelse. Se, hvilke nøgleord de bruger til beskrive sig selv med, så rammer du den faglige tone fra starten. Husk også at opdatere din profil regelmæssigt.

Følg op

Men fordi du har en god LinkedIn-profil og har gennemtænkt din sociale mediestrategi, kan du ikke regne med, at succesen kommer af sig selv. Du må have tålmodighed, for du vil med stor sandsynlighed opleve flere lukkede døre. Strategien er at følge op, følge op og følge op.

Tips

  • Dit profilbillede på LinkedIn skal vise dig, som du er på job (ikke til fest)
  • Rediger din LinkedInprofil, når det er relevant (men glem det ikke)
  • Notificer dit netværk, når der sker noget nyt for dig (men kun noget vigtigt, så du ikke spammer)
  • Sig altid tak, når du har fået hjælp (det betaler sig på lang sigt)
  • Indstil dine privatindstillinger på fx Facebook

Kom godt i gang med LinkedIn

MA afholder løbende workshoppen 'Kom godt i gang med LinkedIn' for dig, der er ny på LinkedIn. Her får du en introduktion til, hvordan du bedst arbejder med LinkedIn i din jobsøgning.

Læs mere og tilmeld dig