Gå til sidens indhold

Din første ansættelseskontrakt/bevis

Før du starter på dit nye job, skal du have en ansættelseskontrakt- eller bevis. Kontrakten eller beviset bestemmer dine ansættelsesvilkår. Og før du skriver under, er der en række ting, du bør tjekke, om er i orden.

I din ansættelseskontrakt eller bevis er det angivet, hvilke rettigheder du har fx i forbindelse med barsel, overarbejde og ferie. Her står blandt også, hvor du arbejder, og hvor meget du får i løn.

Kontakt DM

Skal du starte nyt job, eller har du spørgsmål til din kontrakt? Kontakt altid DM eller tag fat i tillidsrepræsentanten, der kender de lokale forhold.

Ansat på individuel kontrakt

Ansættes du på individuel kontrakt, er du omfattet af reglerne i funktionærloven og de bestemmelser, der står i ansættelseskontrakten. Det er vigtigt at være meget opmærksom på ansættelseskontraktens indhold, da det oftest er den alene, der definerer dine ansættelsesforhold. Dermed er den også grundlaget for, om du for eksempel har arbejdsgiverbetalt pension, mere end fem ugers ferie og barsel med fuld løn.

Tjekliste til din kontrakt/bevis

Ansættelseskontrakten bestemmer dine vilkår, og der kan være store forskelle på blandt andet barsel, overarbejde og ferie. Du kan selv gå din kontrakt igennem med hjælp fra tjeklisterne, og vi i DM kan også gennemgå den for dig.

Kontrakten skal som minimum indeholde:

  • Navn og adresse på din arbejdsgiver
  • En beskrivelse af det arbejde du skal udføre eller, hvad du bliver ansat som/din jobtitel
  • Dato for hvornår du er ansat. Og hvis det er en midlertidig stilling, hvornår du har sidste arbejdsdag
  • Hvor meget ferie du har ret til
  • Hvor lang tids opsigelse du har
  • Din løn og pension
  • Din arbejdstid, fx 37 timer om ugen
  • Om du er omfattet af overenskomst

Læs mere om kontrakter og se et eksempel på en ansættelseskontrakt i det private