DM og MA partner op med verdens første studenterdrevne innovationshus

Del artikel:

I oktober 2020 åbnede dørene til Station - et studenterdrevet og engagerende studenter- og innovationshus, med ønsket om at fremme forståelse, nysgerrighed og engagement omkring bæredygtig innovation og forretningsudvikling.

Skjult transformation bag et klassisk ydre

Det er ikke umiddelbart til at se forandringen, når du står foran den gamle, nedlagte politistation på Howitzvej, Frederiksberg, der husede både ansatte og indsatte frem til 2009. Men inde bag murene er virkeligheden en anden. Her har fem tidligere CBS-studerende, med hjælp fra et hav af frivillige studerende (Falcons) og en solid fundraising i ryggen renoveret, transformeret den 3700kvm. store stationsbygning til et moderne hus for forandringssultne studerende på kryds og tværs af universiteter.

Nøgleordene er bæredygtighed, fællesskab og tværdisciplinær faglighed. Husets kreative og visionære rammer har til formål at bringe studerende sammen på tværs af kompetencer og fagligheder, for at skabe og udvikle nye idéer, projekter og løsninger, der kan konverteres til konkrete erhvervsudfordringer hos virksomheder, NGO’er og kommuner. Med det nye partnerskab får medlemmer af DM & MA længe ventet adgang til Stations visionære platform, og begejstringen er stor på begge sider af bordet:

Partnerskabet med DM & MA er super vigtigt og inspirerende. Det viser, hvordan vi kan mødes omkring en fælles mission for bæredygtig udvikling og innovation på tværs af både sektorer, discipliner og generationer. Hos Station er vi derfor begejstrede for at være med til at skabe aktiviteter sammen med DM & MA og dermed tilbyde vores community-medlemmer nye måder at engagere sig tværfagligt på bæredygtigt iværksætteri og intraprenørskab.
Medstifter og direktør, Maria Flora Andersen

En kreativ legeplads for spirende idéer

Hos Station er det tværfaglige aspekt afgørende og derfor rummer deres netværk også studerende inden for bl.a. it, naturvidenskab, humaniora, ingeniørvidenskab og business, der kan udleve iværksætterdrømmen og prøve kræfter med problembaserede cases, produkt- og forretningsudvikling på tværs af studieretninger og speciale.
Da vi selv bliver inviteret inden for glasdørene og mødes af det åbne atrium, bliver det tydeligt, at der på alle måder er højt til loftet hos Station - også i bogstavelig forstand. I det opsigtsvækkende samlingsrum slanger en gigantisk metallænke sig fra gulv til loft, med en tydelig reference til husets oprindelige funktion, og med moderne kontraster, der symboliserer de nye tanker og talenter, der udfolder sig på de mange etager. Her er indretningen varieret til en arbejdsproces, der kræver rum til både fordybelse og legerig udfoldelse. I huset finder du bl.a.

  • Stuen: Husets offentligt rum med café og konference faciliteter, men en tilhørende 400kvm. stor baggård.
  • 1. Sal: Her finder du bl.a. The Nest og The Birdhouse, hvor de frivillige (Falcons) og studenterrådet færdes, med adgang til et workshoprum, makerspace og etagens Board Room, hvor du kan pitche dine idéer.
  • 2. Sal: Her kan diverse studenterorganisationer mødes på tværs med arbejds- og køkkenfaciliteter. I etagens Green Room er mødelokalet fyldt med planter, der skal illustrere det store fokus på bæredygtighed.
  • 3. Sal: På øverste etage er der åben for studenter-medlemmer til at studere, samt mødes og udveksle idéer på tværs. Her finder du bl.a. The Apartment, en lille indrettet lejlighed, som kan bookes flere dage i streg. The Cloud, hvor du kan indtage en tilbagelænet arbejdsstation og The Playground, hvor der er frirum til at give kroppen plads til at arbejde med i processen. Etagen har desuden et observatorie og The Studio, der fungerer som podcast/AV rum.

Skal du være med?

Allerede nu kan du som studerende og dimittend medlem af DM og MA få adgang til Stations unikke platform for tværfagligt samarbejde og et vejledende community, der nærer nysgerrighed, mangfoldighed og entreprenørskab. DM & MA tilbyder et begrænset antal medlemskaber, med 1 års fri adgang til Station i hele 2021, blandt de fire medlemstyper: Student, Student Alumni, Falcon og Falcon Alumni.

For at komme godt i gang, kan du bl.a. deltage på Stations virtuelle workshop Innovation Gathering d. 23. marts 2021. Innovation Gathering er et forum, hvor repræsentanter for projekter og organisationer i Station mødes for at drive innovation og samarbejde på tværs. Her inviteres medlemmerne med, for at øge de kreative input, samt introducere de individuelle medlemmer for diverse projekter og organisationer knyttet til Station. Her vil de studerende blive matchet på tværs af organisationer og projekter, for at blive bekendte med hinanden og styrke det tværfaglige fællesskab og forbinde motiverede medlemmer, projekter og organisationer.

Læs mere om medlemstyperne, de tilknyttede faciliteter og tilmeld dig et medlemskab nedenfor.

Station medlemskab

}