Vær med til at knække koden til barnløshed

Del artikel:

De fleste kan kun drømme om at være med til at ændre verden. Health-studierne på Aarhus Universitet kan få dig nærmere. Her får de studerende nemlig den faglighed, der gør dem klar til at løse nogle af samfundets helt store problemer.

Et af de problemer kan være barnløshed. Gunnar Toft er lektor i klinisk epidemiologi på Health på Aarhus Universitet. Han har forsket meget i, hvorfor mange har problemer med at få børn. En meget vigtig problemstilling ifølge Gunnar:

"Der er rigtig mange, som kommer og får behandling for barnløshed i dag. Der er jo flere og flere, der søger behandling. Hovedårsagen er, at folk bliver ældre og ældre, før de prøver på at bliver gravide - men de andre årsager prøver vi også at afdække. Det er et omfattende problem."

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er i løbet af de sidste 30 år steget fra at være i starten af 20’erne til nu omkring 30 år. Ifølge Gunnar er den stigende alder en del af årsagen til, at mange har svært ved at blive gravide. Men der er også andre. Og dem bruger Gunnar meget af sin forskning på at finde frem til. 

Små skridt

Ifølge Gunnar er koden til barnløshed endnu ikke knækket. Det er selvfølgelig det ultimative mål. Men hvis forskningen kan finde bare nogle af årsagerne til, at det er svært at blive gravid, så er vi et skridt videre:

"Det er jo meget de små skridt. Man finder nogle små dele, som gør at det store billede hænger bedre sammen. Når man får nogle brikker i puslespillet til at passe, er det fedt. Men det er ikke hver dag, det sker. Men når de oplevelser kommer, gør det, at det bliver rigtig spændende."

Fx har forskning vist, at rygning ikke er god for fertiliteten. Det kan også være kemiske stoffer i miljøet. Med den viden kan forskerne f.eks. hjælpe politikerne til at lovgive på et vidensbaseret grundlag.

Se udover den nærmeste forhindring

Gunnar husker mange udfordringer, da han selv begyndte at studere. Han startede i sin tid som biolog, hvor han arbejde med små fisk og hormonforstyrrende stoffers påvirkning af dem. En ting er, at han interesserede sig for emnet, men for at få forskningen drevet videre, krævede det fondsmidler. Han skulle overbevise bestemte folk om, at de skulle spytte penge i lige netop hans projekt. Det var udfordrende, og han har et klart råd til nye studerende, som helt sikkert også vil møde udfordringer: 

"Man skal se langsigtet. Man skal se ud over den enkelte eksamen, som man skal til. Uddannelserne tager jo flere år. Man skal prøve at få perspektiv på, hvad man gerne vil. Man skal ikke miste modet, hvis et enkelt fag ikke går helt som forventet."

Ifølge Gunnar skal interessen være den, der driver. Også selvom den er svær at komme igennem. Og hvem ved? Hvis man kommer igennem studiet, kan man måske komme til at hjælpe Gunnar med at finde løsningen på barnløshed og ændre verden for de mange par, som står midt i problemet. 

}