Guide: Sådan tager du springet fra studerende til iværksætter

Som studerende har man ikke tid at kaste sig ud i sin iværksætterdrøm – med mindre man planlægger grundigt og udnytter sine fordele som studerende.
Del artikel:
Af Kristoffer Klit Langgaard

Som studerende er der nok at se til. Forelæsninger, pensum og eksaminer er alle naturlige, men også travle dele af hverdagen. Derfor kan det være svært at finde tid til den store iværksætterdrøm, du har. Men hvordan kommer du egentlig i gang med din helt egen sidegesjæft, og er det overhovedet muligt at balancere livet som studerende med livet som selvstændig? Vi guider dig igennem de første spæde skridt.

Drømmen om at blive iværksætter opstår for de fleste efter, de har fået den gode forretningsidé, og mange projekter fra universitetet har potentiale til at blive mere end blot et projekt, man lægger på hylden. Den gode idé er dog kun begyndelsen – at omsætte idéen til virkelighed er nemlig lettere sagt end gjort.

For at udleve drømmen er det vigtigt, at man som iværksætter kommer ud ad starthullerne. Men hvordan gør man det, når man som studerende i forvejen har tusind ting at se til? Her kommer nogle gode råd til, hvordan du som studerende kan kickstarte din iværksætterdrøm ved siden af studiet.

Udfordringerne

Når det kommer til at promovere sin idé til potentielle klienter, kunder eller investorer er der ofte to problemer, der udfordrer iværksætteren. For det første har mange problemer med at præcisere sit produkt. Det vil sige, at formidle nøjagtigt, hvad produktet kan hjælpe sine potentielle kunder med. Her gælder det om at være præcis og modtagerorienteret i sin tilgang, når idéen skal sælges.

For det andet har for mange ikke nok tro på deres idé og har tendens til at undersælge den. Det er forståeligt, at man som ny iværksætter gerne vil fremstå ydmyg omkring sin idé, fordi den selvsagt ikke er realiseret endnu, men hvis du ikke tror på dig selv og din idé, så kan man heller ikke forvente, at andre gør det samme. For at overbevise en investor om at din idé er værd at investere i, kræver det, at du får dem til at forstå, at du har et produkt, der kan gøre en forskel. Fokuser på hvordan dit produkt adskiller sig fra alt det, der findes i forvejen.

Brug dit studie

En hæmsko, der afholder mange fra at starte egen virksomhed, er, at de ikke føler, at de har de nødvendige evner til at begå sig som selvstændig. Men det er vigtigt ikke at lade sig gå på af manglende erfaring, fordi den kun kan indhentes ved rent faktisk at komme i gang. Desuden har du som studerende en række redskaber og muligheder, du kan udnytte til din fordel.

Udover de fag, du studerer, lærer du som studerende også at planlægge din tid ud fra eksaminer, læsepensum og forelæsninger. Hvis du kan planlægge din tid og prioritere rigtigt, kan du balancere studiet og virksomheden. Det lyder måske banalt, men at skrive to-do lister og planlægge den kommende uge kan få dig langt, og det vil ofte kunne gøre din arbejdstid mere effektiv. På den måde sørger du også for at skabe fritid i din kalender, så din sidegesjæft ikke tager overhånd. Som iværksætter er det afgørende at være struktureret, så man ikke giver op det øjeblik, man er begyndt.

Find et studiejob i en start-up

Hvis du endnu ikke har besluttet dig for, om iværksætterlivet er noget for dig, kan det være en god idé at finde et studiejob i en start-up, dvs. en nystartet virksomhed, før du selv tager springet. Her er der mulighed for at opleve det selvstændige liv fra første parket og for at drage værdifulde erfaringer, der kan give dig det skub, du har brug for, for selv at kaste dig ud i udfordringen.

Udnyt dit netværk og luft dine idéer

Inspiration, sparring og vejledning er værdifulde for enhver med drømme om at starte som selvstændig. Selvom du kan være nervøs for at dele din store idé med andre, kan det alligevel være afgørende for dine ambitioner. Hvis du står under samme tag med de rigtige mennesker og fortæller om din idé, kan det åbne op for muligheder, du ellers ikke havde set komme. Investorer, samarbejdspartnere, leverandører og potentielle kunder kan have en interesse i din idé og måske byde ind med forslag til, hvordan den kan gøres endnu bedre – eller måske kan I udveksle kontaktinformationer, og pludselig er du i gang med at starte din forretning.

Du kan også sagtens vende dine idéer med nogle, som ikke ligner dig. Hvis du for eksempel møder én, som har et produkt, der er meget forskelligt fra dit – men I har relativt ens kundegrupper – kan I med fordel diskutere markedsføringsstrategier. Sørg for at deltage i start-up-events, netværksmøder eller workshops for iværksættere. Hold øje med event-kalenderen på dit universitet, da mange ofte afholder disse.

Hav tålmodighed

Til sidst er det vigtigt at nævne at have tålmodighed. Selvom det kan føles som en tidsrøver at være iværksætter, er det vigtigt at huske på, at den tid du bruger på din idé er en investering på sigt. Din virksomhed bliver ikke født på en dag, så det er helt naturligt at tage ganske små skridt ad gangen. Blot det at udveksle idéer med en ven over en kop kaffe kan betragtes som et skridt i den rigtige retning.

}