Gå til sidens indhold
01. november 2018 Af Kristoffer Klit Langgaard

Vinderne af tutorprisen 2018 er fundet

Dansk Magisterforening hylder hvert år de tutorer, der kan lave det bedste introforløb. Det er de studerende, der kan stemme på deres tutorer, og vinderne kommer i år fra Molekylær Biomedicin på KU.

Vinderne af Tutorprisen kommer i år fra Molekylær Biomedicin på KU.

Introforløb, rusture og det gode studiemiljø på universiteterne er under pres fra blandt andet uddannelsesbesparelser og reformer. Undersøgelser viser, at mange studerende kæmper med stress og ensomhed. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at de studerende får en god studiestart. Dansk Magisterforening uddeler hvert år tutorprisen for at støtte op om det gode studiemiljø og belønne de tutorer, som gør en ekstra indsats for at hjælpe de nye studerende ind på uddannelserne. 

BRUD MED TABU

Vinderne af Tutorprisen 2018 er tutorholdet fra Molekylær Biomedicin på Københavns Universitet. Prisen er på 10.000 kroner, og pengene kommer til at gavne fremtidige semesterstarter, så nye studerende bliver klædt godt på til både den faglige og den sociale del af universitetsstudiet.

Formand for de studerende i Dansk Magisterforening, Ronja Ravnskov, fortæller om begrundelsen for, at det i år blev biomedicinerne, der løb med sejren:

"De er dette års bedste tutorer, fordi de tydeligt har formået at bryde med tabuet omkring det ikke at drikke alkohol. De har formået at inkludere alle og især inkludere dem, som har haft rigtig svært ved det sociale på introforløbet. Derudover er vi rigtig positive over, at de afholder lektiecafe og studenterbar også efter at selve rusforløbet er slut. De holder således stadig hånden under de nye studerende længere ind i semestret."