Tutorprisen
For 13. år i træk er DM stolte af at kunne kåre Danmarks bedste tutorer. Hvert år uddeler DM Tutorprisen for at støtte op om det gode studiemiljø og belønne de tutorer, som gør en ekstra indsats for at hjælpe de nye studerende ind på universiteterne.
Danmarks bedste tutorer i 2021 er fundet
Igen i år har feltet af nominerede til Tutorprisen været stærkt, men på baggrund af de studerendes nomineringer var der særligt én tutorgruppe, der havde sørget for en studiestart udover det sædvanlige. Derfor blev det i år tutorgruppen fra Molekylær biomedicin på Københavns Universitet, der blev hædret med guldkonfetti og kåret som vinderne af Tutorprisen 2021.
Tutorprisen er en anerkendelse af det store stykke arbejde, som tutorerne laver for at sikre de nye studerende en god, sjov og tryg studiestart. Præmien er på 10.000 kr. til et socialt arrangement.
Derfor vandt Molekylær biomedicin fra KU
Malthe Bækbo der er er medlem DM Studerendes bestyrelse har sat nogle ord på, hvorfor valget faldt på tutorerne fra molekylær biomedicin: ”I år har der været et ekstra lag af forventninger til landets tutorer og studiestarten. Vi skal i gang igen, vi skal rystes sammen igen og vi skal have det sjovt igen. Tutorerne på molekylær biomedicin har løftet denne opgave til fulde, og lidt til. De har skabt sammenhold, passion og energi omkring studiestarten, som kunne føles og mærkes, selvom man ikke personligt havde været til stede. Tutorerne har samtidigt formået at skabe et inkluderende studiestartsmiljø med rammer for alle og med plads til alle. Kærligheden fra de studerende til deres tutorer strømmede igennem deres nomineringer, og det var tydeligt en studiestart, som havde været ud over det sædvanlige”.

De lokale vindere af årets Tutorpris
Foruden kåringen af den nationale vinder af Tutorprisen 2021 er der også blevet kåret lokale vindere fra de resterende universiteter, som hver modtager en præmie på 2.500 kr. til et socialt arrangement. Dette års lokale vindere er:
- Tutorerne fra HAB D på Roskilde Universitet
- Tutorerne fra psykologi på Syddansk Universitet
- Tutorerne fra molekylær medicin på Aarhus Universitet
- Tutorerne fra psykologi på Aalborg Universitet
Tidligere vindere af tutorprisen
2020: Cognitive Science fra Aarhus Universitet
2019: 44.3 HAB E fra RUC
2018: Molekylær Biomedicin fra Københavns Universitet
2017: Psykologi fra Aalborg Universitet
2016: Biologi fra Københavns Universitet
2015: Idræt fra Københavns Universitet